


Intarsia er udsmykning lavet som en mosaik, oftest af små stykker af forskelligtfarvet træ, så der dannes mønstre eller billeder på vægpaneler, møbler osv. Ud over træ kan man også anvende marmor, metaller, elfenben, tak, perlemor og andre materialer. Man kan lave intarsia med en dekupørsav, og følgende fremgangsmåde kan bruges allerede i skolens sløjdundervisning: Læg to tynde finérstykker af forskellig farve oven på hinanden, og sav en figur gennem begge lag. Figuren af den ene farve finér limes sammen med baggrunden af den anden farve finér på en overflade, f.eks. et æskelåg, en trædør og eller en billedramme. Der bliver en smule savspor, der skal dækkes, og det gøres med en blanding af lim og savsmuld fra udsavningen. Begynd med meget enkle figurer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar