Jeg kom hjem efter sidste fysik time. Pyha, det var en lang skoledag, min taske vejede også et ton med alle de unødvendige bøger. Ah, jeg smed mig på sofaen og fandt mobilen frem. En iPhone 4s, sprit ny og i hvid. Jeg havde fået en besked fra Heidi, min tvillingesøster. Selvom jeg kun var 3 minutter ældre end hende, følte jeg stadig at jeg var meget ældre end hende og at jeg skulle passe på hende. Jeg hedder Lauren. Jeg er 15 år gammel og går i 9.x på Albertslund privatskole. Min søster og jeg går i samme klasse, på samme skole og er begge 15 år. Jeg har brunt hår, meget mørkt. Jeg synes det er en flot kontrast til min lyse hud og mine krystalblå øjne. Men altså, jeg var også sulten, så jeg lavede en sandwich med tun og salat.
Efter jeg havde spist begyndte jeg at kede mig lidt, så jeg tændte for computeren og lavede min dansk stil. Det var en kedelig opgave, jeg skulle skrive om hvad jeg ville lave om 5 år. Den var også svær, for jeg vidste ikke hvad jeg ville læse til. Mine forældre sagde at det var tid til at se på muligheder til fremtiden. Jeg savnede dem faktisk, de var i London på forretningsrejse. Jeg sad og spekulerede på hvad jeg mere skulle skrive da min telefon bippede: "Hej Lauran, vil du med ud at spise på Pizza House?". Jeg svarede hurtigt: "Ok, vi mødes på Pizza House." Jeg kiggede på uret, der var allerede gået 3 timer Jeg tog min nye jakke på, det var en Canada goose og så var den mørkebrun. Jeg gik og småløb lidt. Der var koldt. Det var vinter, og der dalede sne ned fra himlen. Jeg gik forbi nogle bandemedlemmer. De stod og røg nogle smøger, og en af dem havde en kasse i hånden med øl. Sådan nogle skulle man holde sig væk fra, de kunne finde på alt. Engang havde de truet en kvinde med en kniv fordi de ville have hendes penge. De fik 5000 kr. Det var en der hed Hassan. Derfor havde jeg aldrig ret mange penge på mig. Ikke mere end nødvendigt. Jeg gik forbi dem, helt lydløst.
Efter lidt tid var jeg udenfor Pizza House. Jeg tænkte på den dejlige varme indenfor, og løb hurtigt indenfor. Da jeg kom indenfor så jeg straks min søster. Hun ventede på mig. Jeg var også sulten. "Hej" sagde jeg. Hun kiggede op og svarede tilbage: "Hej". "Jeg er altså dødsulten, kan vi ikke bestille nu" spurgte jeg. "Jo, hvad skal der være på din pizza. "Det samme som dig, sagde jeg. "Okay". Hun gik op til disken og sagde: "Hej, vi skal have 2 colaer medium, og 2 pizzaer nr18 m. creme fraiche og champignoner. "Okay, svarede manden. Det bliver 106 kr. Heidi betalte med sit mastercard.
Hun kom ned igen efter ca. 10 min. "Så er der aftensmad" sagde hun. "Endelig" sagde jeg. Vi spiste og snakkede om lidt forskellige ting da Heidi pludselig sagde alvorligt: "På vej herhen gik jeg forbi Hassan og hans bande. De var igang med at slå en dreng. Han lå på jorden og græd og skreg. Han blev ved med at sige: "Stop nu". Jeg stod og kiggede på mens de sparkede ham så han blødte over det hele. Jeg skulle lige til at gå hen til dem, men lod være. De havde ikke set mig, det var også godt, så jeg ringede straks efter politiet. De kom rimeligt hurtigt, men bagefter fik jeg også at vide at de var lige i nærheden. Så efter ca. 5 min. var de her. Da jeg så drengen som var blevet slået, blev jeg chokeret og skræmt over hvor skadet han egentlig var. Han blødte fra panden ned til hagen og han havde fået voldsomme sår. Specielt ved venstre øje, der var blevet helt blåt. Hassan og hans venner kunne ikke komme i ungdomsfængsel, fordi at Hassans far var møg rig. Han havde også en stor betydning der, så de fik bare en bøde på 3000 kr hver. De penge blev betalt med det samme, da han havde nok penge på sit mastercard.
Men det var ikke det værste, fortsatte hun, før Hassan gik sagde han til mig: "Bare vent Heidi, du skal nok bøde for det her, det skal jeg personligt selv sørge for". Og med de ord gik han," sluttede Heidi.
"Bare rolig" sagde jeg beroligende. "Kom skal vi gå?" sagde jeg. "Okay kom."
Da jeg lå i min seng den nat kunne jeg ikke tænke på andet end den trussel Heidi havde fået. Jeg prøvede at berolige mig selv. Jeg blev ved med at tænke på det samme. Jeg kunne ikke sove. Jeg tog min mobil frem og ringede til Heidi. Godt nok var hun inde på sit eget værelse, men jeg orkede ikke at rejse mig op. Jeg var sindssyg træt. Hun skrev: "R du ok..." Der gik noget tid før hun svarede: "Hvad r der, j prøver at sove..." Jeg svarede hurtigt: "Ikke noget." Pyha jeg var lettet. Det var rart at vide at hun var okay. Langt om længe faldt jeg i søvn. Zzzzzz
Jeg vågnede ved 10 tiden. Det var lørdag morgen. Jeg skulle vist bare være hjemme. Jeg vågnede og tog en blød hættetrøje på udover min top og mine natbukser. Jeg gik ned i køkkenet, og tog en tallerken. Jeg tog et toastbrød med lidt hindbær marmelade. Jeg tog også et glas mælk.
Lige så snart jeg blev færdig med at spise, smed jeg mig på sofaen og tændte for fjernsynet. Jeg ville gerne slappe af. jeg tændte for fjernsynet. Der var nyhedsavisen på DR1. Damen som sad der dag efter dag og fortalte nyhederne, sagde idag for en gangs skyld noget spændende. Straks efter jeg havde tænkt det begyndte hun: "Godmorgen, jeg er Katrine Sørensen, og jeg bringer jer dagens nyheder direkte. Vi er lige blevet rapporteret om en ung 15-årig der har sat ild til en lejelighed. Vi har endnu ikke informertioner om den 15-årige, men det siges ikke at være hans eneste forbrydelse. Lejeligheden som blev brændt, er ude af stand til at bo i. De fleste kom ud i tide, men mange blev også såret. Den 15-årige er blevet sat i ungdomsfængsel en måneds tid. Men vi har også kilder der fortæller at han ikke bliver der ret længe. Hans far betaler ham nemlig ud. Han er faktisk i gang med at tale med sin advokat lige nu. Men han skal i hvert tilfælde betale en bøde." Børn bliver forgiftet af vitaminpiller sådan så overskriften på skærmen ud. "Kedeligt" sagde jeg i mig selv og slukkede for fjernsynet. Men jeg var blevet helt optaget af det med drengen der havde sat ild til lejeligheden. "Ligemeget". Jeg hev mobilen op af lommen. Spillede på min mobil. Jeg spillede lidt angry birds, men så begyndte jeg at kede mig. Jeg gik ind på mit værelse. Jeg undrede mig lidt over at Heidi ikke var kommet ud af sit værelse. Jeg tog fat i hendes håndtag, men stoppede op. Jeg tænkte: "Jeg lader hende bare sove. Det er jo lørdag". Jeg gik lige ind på mit værelse, og begyndte lige pludselig at tænke på mine forældre. Jeg tog en bog fra hylden og forsvandt helt væk i den.
Ah, tænkte jeg, jeg havde læst hele bogen færdig. Men fair nok den var ikke specielt lang. Jeg kiggede på mit blå ur, der hang på væggen. Klokken var halv 12. Jeg havde læst i ca. en times tid. Jeg rejste mig fra sengen og gik på vej hen mod Heidis værelse. Jeg bankede på døren: "Heidi, vågn nu op! Heidi, seriøst vågn nu op! Fint, jeg kommer ind nu". Jeg brasede ind af døren. Men, der var ikke nogen! Jeg gik helt i panik og udbrød: "Heidi hvor er du, Heidi, hvis det her er en joke, så kan du bare vente dig". Jeg ventede på at hun skulle dukke op fra gardinet og sige: "Ha ha jeg fik dig". Jeg tror vistnok at jeg håbede hun lavede sjov. Men hun dukkede ikke op. Jeg ventede, men hun kom ikke. Til sidst faldt jeg om i hendes seng og begyndte at græde. Det gjorde det ikke bedre af at hendes seng duftede af hendes parfume. Alt på hendes værelse mindede mig selvfølgelig om hende. Jeg begravede mit ansigt i hovedpuden, og begyndte at græde endnu mere. Pludselig vibrerede min mobil. Selvom jeg var ude af stand til at snakke tog jeg den. Det var et ukendt nummer. "Hallo", sagde jeg mens jeg tørrede tårerne fra kinden væk. "Hej Lauran, hvordan går det? Og hvordan har din søster det?" "Hvem er du?" spurgte jeg for jeg synes nemlig at stemmen var bekendt. "Jeg tror at du hellere vil snakke med din søster end med mig." "Heidi, hviskede jeg inde i mig selv. "Hallo Lauran?" Jeg blev lykkelig bare ved lyden af hendes stemme. "´Heidi hvor er du, og hvorfor har du ikke sagt noget til mig". "Heidi, Heidi svar mig nu." "Hallo, hallo" "Hvis du nogensinde vil se din søster igen, så gør du præcis som jeg siger. Og du skal ikke prøve at snyde mig, for ellers må jeg slå stakkels Heidi ihjel.Jeg snøftede lige en gang og sagde: "Hvad vil du have". "Godt, du gør som jeg siger". "Allerførst skal du på en prøve". "Du kender vel sikkert kiosken ved enden af gaden". "Ja svarede jeg. Hvad med det?" Du skal stjæle en carlsberg øl kasse til mig og mine venner. "Hvad, det gør jeg ikke": "Det bliver du nødt til, for Heidis skyld". "Så vi mødes udenfor kiosken om 10 minutter". "I helvede med dig" sagde jeg vredt og smed røret på.
Jeg ventede på ham. Jeg kiggede flere gange på mit armbåndsur. Endelig kom han. Altså efter 15 minutter. Han havde dækket sit ansigt med en stor hætte. Jeg havde ellers troet at han ville komme bare sådan, men så dum så han ikke ud til at være. "Hvor fanden har du været" sagde jeg vredt. "Jeg skulle lige ordne noget" sagde han med en meget dyb stemme. Jeg undrede mig over om det var noget han gjorde med vilje, eller om hans stemme bare var sådan, da han rakte en kniv mod mig. Jeg blev lidt forskrækket fordi at han holdt den imod mig, men så sagde han pludselig: "Brug den hvis ejeren er lidt for rapkæftet". "Ville du have at jeg skal dræbe ham?" "Nej, men du kan få brug for den hvis nu han vil ringe til politiet. Du skal bare true ham med den, og så løbe ud med kassen." "Okay".
Da jeg gik indenfor, sad der en fed mand ved kassen. Der var ingen kunder, udover mig. Jeg gik hen til drikkevarerne. Der lå ret mange kasser, jeg tog den øverste. Drikkevarerne lå tæt på udgangen. Jeg kiggede lidt rundt. Jeg gik lidt rundt, og lod som om at jeg ledte efter noget. Da jeg nåede udgangen, gik jeg hurtigt ud. Manden nåede at se mig og begyndte at råbe: "Hey du der, hvor skal du hen." Men til den tid var jeg allerede ude.
Han ventede på mig udenfor, han sagde: "Godt gjort, vi mødes igen imorgen her, samme tidspunkt, samme sted." Jeg rakte ham kassen med øl. Og med de ord gik han. Jeg ventede lige et stykke tid så jeg kunne følge efter ham, men heller ikke sådan så jeg ikke kunne se ham. Da han havde fået et forspring gik jeg efter ham. Jeg holdt selv lav profil, og prøvede på ikke at larme så meget med mine sko. Han gik ret langsomt, og jeg blev selv nødt til at stoppe op flere gange for ikke at støde ind i ham. Jeg synes at vi forsvandt mere og mere væk, og at vi kom længere og længere væk fra byen. På et tidspunkt stoppede han op. Uden jeg havde lagt mærke til det, var vi kommet hen til et lagerhus. Det var et gammelt lagerhus, der så øde ud, og som om der ikke havde været nogle derinde i 20 år mindst.
Han gik gennem en stor form for port. Jeg fulgte efter ham. Lige da jeg kom ind, fandt jeg en stor rød kasse, som jeg gemte mig bag. Da jeg kom indenfor råbte han af en eller anden som også havde dækket sit ansigt. Jeg forstod først rigtig hvad der skete da han sagde: "Hvor mange gange har jeg sagt at du skal slukke for hende Heidis grimme stemme. Sluk så for ghettoblasteren." Herefter blev den slukket. Min hjerne skulle lige have et øjeblik til at forstå, hvad der egentlig skete. Så han havde dræbt Heidi, og ville mig have til at tro at hun blev kidnappet, så han kunne bruge mig, og dernæst give mig skylden for alt! Det svin, sagde jeg inde i mig selv. Han blev så sur at han kastede ghettoblasteren ind i et vindue. Et øjeblik var han lige ved at se mig. Uheldigvis for mig havde jeg lige den dag taget min stærkeste parfume på. Jeg troede han ville se mig, (eller lugte mig) og at jeg ville blive opdaget. Men det gjorde jeg heldigvis ikke. Der faldt et kæmpe (og meget skarpt) stykke glas lige foran mig. Det føltes som om min hjerne var gået på standby. Han havde vendt ryggen til, og pludselig var jeg oppe, og havde glasset i hånden. Jeg klemte det godt og grundigt i min egen hånd, så det begyndte at bløde. Jeg tror det var vreden der gjorde det ved mig. Alle de tanker der fløj gennem mit hoved, og alle de tårer der gemte sig bag ved mine øjne. og som kun ventede på en chance for at komme ud. Det eneste jeg ville var at hævne mig. Jeg gik langsomt mod ham med glasset i hånden. Da jeg var ret tæt på ham udbrød en af hans venner: "Pas på Hassan." Og i det øjeblik forstod jeg pludselig det hele. Og de hele hang nu sammen. Men til den tid havde jeg allerede stukket glasset gennem hans ryg. Der kom et stort: "Argh" fra Hassan. Før han dødede sagde jeg: "Jeg slipper dig for en stund, men når jeg engang dør vil jeg gøre dit liv til et helvede." Og så døde han. Hans venner blev bange og fik travlt med at komme væk. Jeg faldt ned på mine knæ, og begyndte at græde for at få smerten ud. Jeg tabte glasset, og kiggede på mine hænder. Blod røde, og med dybe sår hvor der sikkert ville komme store ar.
Skrevet af: Hifsa Rani Alvi 5.x
fades 
carolina01452 
dayanaclp
Like or Dislike:
ritalinworld.com
Like or Dislike:
Like or Dislike: